¹ Og du, stem i en klagesang over Israels fyrster

² og si: Hvad er din mor? En løvinne. Mellem løver hvilte hun; blandt unge løver opfødde hun sine unger.

³ Og hun opfostret en av sine unger¹; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker.

1. Joakas.

⁴ Men hedningefolk fikk høre om ham; i deres grav blev han fanget, og de førte ham med neseringer til Egyptens land.

⁵ Da hun så at hun hadde ventet forgjeves, at hennes håp var gått til grunne, tok hun en annen av sine unger¹ og gjorde ham til en ung løve.

1. Jojakin.

⁶ Han gikk omkring blandt løver; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker.

⁷ Han voldtok deres enker og ødela deres byer, og landet og alt det der var, blev forferdet ved lyden av hans brøl.

⁸ Da satte folkene fra landskapene rundt omkring sitt garn op imot ham og spente det ut over ham; han blev fanget i den grav de hadde gravd.

⁹ Så satte de ham med krok i nesen i et bur og førte ham til kongen i Babel; der satte de ham i en fast borg, forat hans røst ikke mere skulde høres på Israels fjell.

¹⁰ Mens du levde i ro, var din mor som et vintre plantet ved vann; fruktbart og fullt av grener var det, fordi det hadde meget vann.

¹¹ Og det fikk sterke grener, tjenlige til herskerspir, og hevet sig høit op mellem skyene, og det falt i øinene ved sin høide og sine mange ranker.

¹² Da blev det rykket op i harme og kastet til jorden, og østenvinden tørket bort dets frukt; dets sterke grener blev revet av og tørket bort; ild fortærte dem.

¹³ Og nu er det plantet i ørkenen, i et tørt og tørstende land.

¹⁴ Og det gikk ut ild fra dets kvistede gren¹; den fortærte dets frukt, og det er ikke mere nogen sterk gren på det til herskerspir. Dette er en klagesang, og til en klagesang skal det bli.

1. d.e. fra Sedekias; ESK 17, 13 fg.