¹ Og Jakob kalte sine sønner til sig og sa: samle eder, så vil jeg forkynne eder hvad som skal hende eder i de siste dager¹.

1. den tid da spådommene blir opfylt.

² Kom sammen og hør, I Jakobs sønner, hør på Israel, eders far!

³ Ruben, min førstefødte er du, min kraft og min styrkes første frukt, høiest i ære og størst i makt.

⁴ Du bruser over som vannet, du skal intet fortrin ha; for du steg op på din fars leie; da vanhelliget du det - i min seng steg han op!

⁵ Simeon og Levi er brødre, voldsvåben er deres sverd.

⁶ Møt ikke i deres hemmelige råd, min sjel, ta ikke del i deres sammenkomster, min ære¹! For i sin vrede slo de menn ihjel, og i sin selvrådighet skamskar de okser.

1. sjel.

⁷ Forbannet være deres vrede, for den var vill, og deres grumhet, for den var hård! Jeg vil kaste dem omkring i Jakob og sprede dem i Israel.

⁸ Juda - dig skal dine brødre prise, din hånd skal være på dine fienders nakke, for dig skal din fars sønner bøie sig.

⁹ En ung løve er Juda; fra rov er du steget op, min sønn! Han legger sig ned, han hviler som en løve, som en løvinne; hvem våger å vekke ham?

¹⁰ Ikke skal kongespir vike fra Juda, ikke herskerstav fra hans føtter, inntil fredsfyrsten kommer, og folkene blir ham lydige.

¹¹ Han binder til vintreet sitt unge asen og til den edle ranke sin aseninnes fole; han tvetter i vin sitt klædebon og i druers blod sin kjortel.

¹² Dunkle er hans øine av vin, og hvite hans tenner av melk.

¹³ Sebulon - ved havets strand skal han bo, ved stranden hvor skibene lander; hans side er vendt mot Sidon.

¹⁴ Issakar er et sterktbygget asen, som hviler mellem sine hegn.

¹⁵ Og han så at hvilen var god, og at landet var fagert; da bøide han sin rygg under byrden og blev en ufri træl.

¹⁶ Dan skal dømme sitt folk, han som de andre Israels stammer.

¹⁷ Dan skal være en slange på veien, en huggorm på stien, som biter hesten i hælene, så rytteren faller bakover.

¹⁸ Efter din frelse bier jeg, Herre!

¹⁹ Gad - en fiendeflokk hugger inn på ham, men han hugger dem i hælene.

²⁰ Fra Aser kommer fedmen, hans mat, og lekre retter som for konger har han å gi.

²¹ Naftali er en lekende hind; liflig er ordet han taler.

²² Et ungt frukttre er Josef, et ungt frukttre ved kilden; grenene skyter ut over muren.

²³ Og de egger ham og skyter på ham, de forfølger ham - de pileskyttere.

²⁴ Men fast står han der med sin bue, og hans hender og armer er raske - ved Jakobs Veldiges hender, fra ham, fra hyrden, Israels klippe,

²⁵ fra din fars Gud, og han hjelpe dig, fra den Allmektige, og han velsigne dig med velsignelser fra himmelen der oppe, med velsignelser fra dypet der nede, med brysters og morslivs velsignelser!

²⁶ Din fars velsignelser stiger høit op over mine forfedres velsignelser, de når op til de evige høiders grense; de skal komme over Josefs hode, over hans isse, han som er høvding blandt sine brødre.

²⁷ Benjamin er en glupende ulv; om morgenen eter han op rov, og om aftenen deler han ut hærfang.

²⁸ Alle disse er Israels stammer, tolv i tallet, og således var det deres far talte til dem; han velsignet dem, hver av dem velsignet han med den velsignelse som tilkom ham.

²⁹ Og han bød dem og sa til dem: Jeg samles nu til mitt folk; begrav mig hos mine fedre i hulen på hetitten Efrons mark,

³⁰ i hulen på Makpela-marken, østenfor Mamre i Kana'ans land, den mark som Abraham kjøpte av hetitten Efron til eiendoms-gravsted.

³¹ Der begravde de Abraham og Sara, hans hustru, der begravde de Isak og Rebekka, hans hustru, og der begravde jeg Lea,

³² på den mark og i den hule der som blev kjøpt av Hets barn.

³³ Da Jakob var ferdig med de pålegg han vilde gi sine sønner, trakk han føttene op i sengen; og han opgav sin ånd og blev samlet til sine fedre.