¹ Herre! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.

² Thi du gjorde af Staden en Stenhob, af den faste Stad en Grushob, de fremmedes Paladser ere ikke længer en Stad; den skal ikke bygges evindelig.

³ Derfor skal et mægtigt Folk ære dig; grumme Hedningers Stæder skulle frygte dig.

⁴ Thi du var den ringes Styrke, den fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg.

⁵ Som Heden i det tørre Land, saa nedtrykker du de fremmedes Bulder; som Heden ved Skyggen af en Sky, saa dæmpes de grummes Sang.

⁶ Og den Herre Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gæstebud paa dette Bjerg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin.

⁷ Og paa dette Bjerg skal han borttage Sløret, med hvilket alle Folkeslag ere tilslørede, og Dækket, hvormed alle Hedninger ere bedækkede.

⁸ Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske Graaden af alle Ansigter og borttage sit Folks Forsmædelse af al Jorden; thi Herren har talt det.

⁹ Og man skal sige paa den Dag: Se, dette er vor Gud, vi have haabet paa ham, og han skal frelse os; dette er Herren, vi have haabet paa ham, vi ville fryde og glæde os ved hans Frelse.

¹⁰ Thi Herrens Haand skal hvile over dette Bjerg; men Moab¹ skal nedtrædes, som man nedtræder Halm i Møddingpølen.

1. d. e. Guds Riges Fjender.

¹¹ Og det skal brede sine Hænder ud deri, ligesom den, der svømmer, udbreder dem for at svømme; og han¹ skal nedtrykke dets Hovmod tillige med dets Hænders Ranker.

1. d. e. Herren.

¹² Og dine¹ høje Mures Befæstning skal han styrte, nedkaste, slaa til Jorden indtil Støvet.

1. nemlig Moabs.