¹ Og det skete i de samme Dage, da der ingen Konge var i Israel, at der var en levitisk Mand, som opholdt sig som fremmed i de fjernere Egne af Efraims Bjerg og havde taget sig en Kvinde til Medhustru fra Bethlehem i Juda.

² Og der hans Medhustru havde bedrevet Hor hos ham, da gik hun fra ham til sin Faders Hus, til Bethlehem i Juda; og hun blev der en fire Maaneders Tid.

³ Og hendes Mand gjorde sig rede og gik efter hende, at han vilde tale kærligen med hende for at føre hende tilbage, og han havde sin Dreng og et Par Asener med sig; og hun førte ham ind i sin Faders Hus, og der den unge Kvindes Fader saa ham, da blev han glad og gik ham i Møde.

⁴ Og hans Svigerfader, Kvindens Fader, holdt paa ham, at han blev hos ham i tre Dage; og de aade og drak og bleve der om Natten.

⁵ Og det skete paa den fjerde Dag, da stode de aarle op om Morgenen, og han gjorde sig rede til at gaa; da sagde den unge Kvindes Fader til sin Svigersøn: Vederkvæg dit Hjerte med et Stykke Brød, og derefter maa I gaa.

⁶ Og de satte sig og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Kvindes Fader til Manden: Kære, samtyk, og bliv Natten over og lad dit Hjerte være vel til Mode.

⁷ Og Manden stod op for at gaa, og hans Svigerfader nødte ham, og han vendte tilbage og blev der om Natten.

⁸ Og han stod aarle op om Morgenen paa den femte Dag for at gaa, da sagde den unge Kvindes Fader: Kære, vederkvæg dit Hjerte; og de tøvede, indtil Dagen hældede, og de aade begge.

⁹ Og Manden stod op for at gaa, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: Se, kære, Dagen lider, og det bliver Aften, kære, bliver Natten over; se, Dagen er ad Ende, bliv her i Nat og lad dit Hjerte være vel til Mode, saa kunne I i Morgen staa aarle op for at gaa eders Vej, og du kan gaa til dit Telt.

¹⁰ Men Manden vilde ikke blive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort og kom til tværs over for Jebus, det er Jerusalem; og et Par sadlede Asener vare med ham, og hans Medhustru var med ham.

¹¹ Da de vare ved Jebus, hældede Dagen saare, og Drengen sagde til sin Herre: Kære, kom og lad os tage ind i denne Jebusiternes Stad og blive der i Nat.

¹² Da sagde hans Herre til ham: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhører Israels Børn; men vi ville gaa forbi til Gibea.

¹³ Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Bama.

¹⁴ Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til.

¹⁵ Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten.

¹⁶ Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter.

¹⁷ Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du?

¹⁸ Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjernere Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til Herrens Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus.

¹⁹ Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting.

²⁰ Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig, lad ikkun, hvad du trænger til, være min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden.

²¹ Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak.

²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.

²³ Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daarlighed!

²⁴ Se, her er min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I krænke og gøre ved dem, hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand!

²⁵ Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.

²⁶ Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst.

²⁷ Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se, da var Kvinden, hans Medhustru, falden foran Husets Dør, og hendes Hænder laa paa Dørtærskelen.

²⁸ Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde sig rede og gik til sit Sted.

²⁹ Og der han kom til sit Hus, da tog han en Kniv og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende efter hendes Ben i tolv Stykker, og han sendte hende om til alt Israels Landemærke.

³⁰ Og det skete, hver den, som saa det, sagde: Saadant er ikke sket eller set fra den Dag, Israels Børn droge op af Ægyptens Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem!