¹ Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter, mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det maa gaa dig vel?

² Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har været, er af vort Frændskab? se, han kaster Byg i Nat paa Loen.

³ Saa bad dig og salv dig og tag dine Klæder paa dig og gak ned i Loen; giv dig ikke til Kende for Manden, før han er færdig med at æde og drikke.

⁴ Og det skal ske, naar han lægger sig, saa mærk det Sted, hvor han lægger sig, og kom og slaa op ved hans Fødder og læg dig; og han skal give dig til Kende, hvad du skal gøre.

⁵ Og hun sagde til hende: Alt det, som du siger mig, vil jeg gøre.

⁶ Og hun gik ned i Loen og gjorde efter alt det, som hendes Mands Moder havde befalet.

⁷ Der Boas havde ædt og drukket, og hans Hjerte var vel til Mode, da kom han at lægge sig i Udkanten af en Korndynge; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder og lagde sig.

⁸ Og det skete om Midnatten, da blev Manden forskrækket og greb omkring sig, og se, en Kvinde laa ved hans Fødder.

⁹ Og han sagde: Hvo er du? Og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenestekvinde, udbred din Flig over din Tjenestekvinde, thi du er Løseren.

¹⁰ Og han sagde: Velsignet være du for Herren, min Datter; du har bevist din Kærlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig.

¹¹ Og nu, min Datter, frygt ikke, alt det, du siger, vil jeg gøre dig; thi mit Folk i den ganske Stad ved, at du er en duelig Kvinde.

¹² Og nu er det vel saa i Sandhed, at jeg er Løseren; men der er dog en nærmere Løser end jeg.

¹³ Bliv her Natten over, og det skal ske i Morgen, dersom han vil løse dig, godt, da maa han løse dig, men dersom han ikke har Lyst til at løse dig, da vil jeg løse dig, saa vist som Herren lever; bliv liggende indtil Morgenen!

¹⁴ Og hun laa ved hans Fødder indtil Morgenen og stod op, førend en kunde kende den anden, og han sagde: Lad det ikke vides, at en Kvinde er kommen i Loen.

¹⁵ Og han sagde: Giv hid dit Forklæde, som du har for dig, og hold derved; og hun holdt derved, og han maalte seks Maal Byg og lagde paa hende, og hun gik ind i Staden.

¹⁶ Og hun kom til sin Mands Moder, og hun sagde: Hvorledes gaar det dig, min Datter? og hun forkyndte hende alt det, Manden havde gjort hende.

¹⁷ Og hun sagde: Disse seks Maal Byg gav han mig; thi han sagde til mig: Du skal ikke komme tomhændet til din Mands Moder.

¹⁸ Og hun sagde: Bliv, min Datter, indtil du faar at vide, hvorledes Sagen vil falde ud; thi den Mand hviler ikke, før han i Dag gør Ende paa denne Sag.