¹ Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Farao, og se, han stod ved Floden.

² Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen.

³ Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden.

⁴ Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao.

⁵ Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode.

⁶ Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem.

⁷ Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm.

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret, og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

⁹ Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukommer i Dag min Synd.

¹⁰ Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager.

¹¹ Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning.

¹² Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det.

¹³ Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man.

¹⁴ Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao.

¹⁵ Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der, som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den.

¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.

¹⁷ Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden.

¹⁸ Og se, syv Køer opstege af Floden, fede paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen.

¹⁹ Og se, efter dem opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land.

²⁰ Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer.

²¹ Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede.

²² Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet Straa, fulde og gode.

²³ Og se, efter dem skøde syv tørre Aks frem, som vare tynde og svedne af Østenvinden.

²⁴ Og de tynde Aks opslugte de syv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det.

²⁵ Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre.

²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.

²⁷ Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af Østenvinden, skulle være syv Hungers Aar.

²⁸ Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre.

²⁹ Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land.

³⁰ Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet.

³¹ Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar.

³² Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette.

³³ Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land.

³⁴ Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte Del af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar.

³⁵ Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det.

³⁶ Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal ødelægges af Hunger.

³⁷ Og denne Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne.

³⁸ Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er?

³⁹ Og Farao sagde til. Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du.

⁴⁰ Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være større end du.

⁴¹ Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Ægyptens Land.

⁴² Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals

⁴³ og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek¹; og han satte ham over hele Ægyptens Land.

1. Esth. 6, 10. Ordet tilkendegiver en Hyldest.

⁴⁴ Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele Ægyptens Land.

⁴⁵ Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea¹ og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens Land.

1. er antaget at betyde: Verdens Frelser.

⁴⁶ Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land.