¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær.

² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort.

³ Og Gud velsignede den syrende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde.

⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen.

⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden.

⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade.

⁷ Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

⁸ Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort.

⁹ Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt.

¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme.

¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, hvor der er Guld.

¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Onyks.

¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus.

¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel¹, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde Flod, den er Frat².

1. Dan 10, 4; kaldes ellers Tigris. k. 15, 18. 5 Mos 1, 7;
2. kaldes ellers Eufrat. Aab. 16, 12.

¹⁵ Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den.

¹⁶ Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven;

¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden.

¹⁸ Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham.

¹⁹ Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn.

²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Medhjælp, som kunde være hos ham.

²¹ Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor.

²² Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam.

²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.

²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.