¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde.

² Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre.

³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

⁴ Og hans Sønner gik hen og gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem.

⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres Hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.

⁷ Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi.

⁸ Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde.

⁹ Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud for intet?

¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring? du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet.

¹¹ Men udræk nu din Haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt?

¹² Og Herren sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.

¹³ Og det skete en Dag, da hans Sønner og hans Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus,

¹⁴ da kom deret Bud til Job og sagde: Øksnene pløjede og Aseninderne gik paa Græs ved Siden af dem,

¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁶ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Guds Ild faldt fra Himmelen og brændte paa Faarene og paa Drengene og fortærede dem; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁸ Men der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Dine Sønner og dine Døtre aade og drak Vin i deres førstefødte Broders Hus,

¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig,

²¹ og han sagde: Nøgen kom jeg af min Moders Liv, og nøgen vender jeg did tilbage; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!

²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

¹ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.

² Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.

³ Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag.

⁴ Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv.

⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt?

⁶ Og Herren sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!

⁷ Da for Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.

⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

⁹ Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø!

¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹¹ Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham.

¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen.

¹³ Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.

¹ Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

² Og Job svarede og sagde:

³ Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

⁴ Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

⁶ Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

⁷ Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

⁸ De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

⁹ Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

¹⁰ fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

¹¹ Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?

¹² Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

¹³ Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

¹⁴ med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

¹⁵ eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

¹⁶ eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

¹⁸ der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

¹⁹ der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

²¹ dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?

²² dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?

²³ den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?

²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

²⁵ Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

²⁶ Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

¹ Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

² Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?

³ Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;

⁴ dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;

⁵ men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!

⁶ Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?

⁷ Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?

⁸ Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

⁹ De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.

¹⁰ Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;

¹¹ Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

¹² Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

¹³ i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;

¹⁴ da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;

¹⁵ og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;

¹⁶ den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:

¹⁷ Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?

¹⁸ Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

¹⁹ endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

²⁰ fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.

²¹ Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

¹ Raab, kære, om der er nogen, som svarer dig? og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet?

² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige.

³ Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig.

⁴ Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem.

⁵ Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.

⁶ Thi Uretfærdighed skyder ikke frem af Støvet, og Møje vokser ikke op af Jorden;

⁷ men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op.

⁸ Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale;

⁹ til ham, som gør store Ting, hvilke man ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem;

¹⁰ ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne;

¹¹ for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse;

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen;

¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes;

¹⁴ om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det Nat.

¹⁵ Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand,

¹⁶ saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.

¹⁷ Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse!

¹⁸ Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.

¹⁹ I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.

²⁰ I Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.

²¹ Du skal finde Skjul for Tungens Svøbe og ikke frygte for Ødelæggelse, naar den kommer.

²² Du skal le ad Ødelæggelse og Hunger og ikke frygte for Jordens Dyr;

²³ thi med Stenene paa Marken har du Pagt, og Markens Dyr skulle holde Fred med dig.

²⁴ Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne.

²⁵ Og du skal forfare, at din Sæd skal blive mangfoldig, og din Afkom som Græs paa Jorden.

²⁶ Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid.

²⁷ Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!

¹ Men Job svarede og sagde:

² Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!

³ Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

⁵ Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?

⁶ Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

⁷ Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

⁸ Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!

⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig¹!

1. d. e. mit Livs Traad.

¹⁰ Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

¹¹ Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

¹² Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?

¹³ Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!

¹⁴ Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

¹⁵ Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

¹⁶ de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.

¹⁷ Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.

¹⁸ Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.

¹⁹ Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.

²⁰ De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.

²¹ Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.

²² Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?

²³ eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?

²⁴ Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.

²⁵ Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?

²⁶ Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?

²⁷ Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.

²⁸ Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?

²⁹ Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!

³⁰ Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?

¹ Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

² Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

³ saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

⁴ Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

⁵ Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

⁶ Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

⁷ Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

⁸ Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

⁹ En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen.

¹⁰ Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

¹² Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¹³ Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

¹⁵ saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

¹⁷ Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¹⁸ og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

¹⁹ Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

²⁰ Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

²¹ Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

² Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

³ Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?

⁴ Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

⁵ Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,

⁶ og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.

⁷ Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.

⁸ Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;

⁹ — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —

¹⁰ skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?

¹¹ Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?

¹² Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.

¹³ Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.

¹⁴ Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.

¹⁵ Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.

¹⁶ Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.

¹⁷ Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.

¹⁸ Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.

¹⁹ Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.

²⁰ Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.

²¹ Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.

²² De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.

¹ Men Job svarede og sagde:

² Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

³ Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

⁵ han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

⁶ han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

⁷ han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

⁸ han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

⁹ han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

¹⁰ han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

¹¹ Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

¹² Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

¹³ Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

¹⁴ Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

¹⁵ Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

¹⁶ Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

¹⁷ Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

¹⁸ Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

¹⁹ Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

²⁰ Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

²¹ Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

²² Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

²³ Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

²⁴ Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

²⁵ Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

²⁶ De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

²⁷ Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

²⁸ da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

²⁹ Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

³⁰ Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

³¹ da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

³² Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

³³ Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

³⁵ Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

³ Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

⁴ Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

⁵ Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

⁶ saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

⁷ da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

⁸ Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

⁹ Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

¹⁰ Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

¹¹ Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

¹² du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

¹³ Men disse Ting¹ havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

1. nemlig som nu hændes mig.

¹⁴ Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

¹⁵ Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

¹⁶ Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

¹⁷ du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

¹⁸ Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

¹⁹ Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

²⁰ Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

²¹ før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

²² et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.

¹ Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

² Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?

³ Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?

⁴ Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.

⁵ Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!

⁶ og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.

⁷ Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?

⁸ Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide?

⁹ Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.

¹⁰ Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?

¹¹ Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?

¹² Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske¹.

1. rimeligvis et Ordsprog.

¹³ Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,

¹⁴ dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,

¹⁵ da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.

¹⁶ Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.

¹⁷ Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.

¹⁸ Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.

¹⁹ Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.

²⁰ Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.

¹ Men Job svarede og sagde:

² Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!

³ Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting?

⁴ Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.

⁵ En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.

⁶ Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.

⁷ Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.

⁸ Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Havet skulle fortælle dig det.

⁹ Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?

¹⁰ han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!

¹¹ Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?

¹² Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand.

¹³ Hos ham¹ er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.

1. d. e. hos Gud.

¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

¹⁵ Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet.

¹⁶ Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.

¹⁷ Han lader Raadgiverne gaa afklædte bort og gør Dommerne til Daarer.

¹⁸ Han løser Kongernes Herredømme og lægger Baand om deres Lænder.

¹⁹ Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.

²⁰ Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.

²¹ Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.

²² Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.

²³ Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.

²⁴ Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.

²⁵ De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.

¹ Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.

² Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.

³ Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.

⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.

⁵ Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!

⁶ Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.

⁷ Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?

⁸ Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?

⁹ Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?

¹⁰ Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.

¹¹ Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?

¹² Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.

¹³ Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

¹⁴ Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder¹? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.

1. d. e. være bekymret for mit Liv. Dom. 12, 3.

¹⁵ Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!

¹⁶ Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!

¹⁷ Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.

¹⁸ Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.

¹⁹ Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.

²⁰ Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:

²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!

²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!

²³ Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!

²⁴ Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

²⁵ Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?

²⁶ Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.

²⁷ Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,

²⁸ skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.

¹ Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

² Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

³ Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

⁵ Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

⁶ Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

⁷ Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

⁸ Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

⁹ saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

¹⁰ Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

¹¹ Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

¹² Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

¹³ Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!

¹⁴ Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

¹⁵ Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

¹⁶ Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

¹⁷ Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

¹⁸ Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

¹⁹ Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

²⁰ Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

²¹ Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

²² For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

¹ Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

² Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,

³ idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!

⁴ Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.

⁵ Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.

⁶ Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.

⁷ Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?

⁸ Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?

⁹ Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?

¹⁰ Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.

¹¹ Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?

¹² Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?

¹³ Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?

¹⁵ Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:

¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

¹⁷ Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:

¹⁸ Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,

¹⁹ dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.

²⁰ Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.

²¹ Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

²² Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.

²³ Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.

²⁴ Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;

²⁵ thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;

²⁶ han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

²⁷ thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

²⁸ og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.

²⁹ Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.

³⁰ Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.

³¹ Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.

³² Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.

³³ Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.

³⁴ Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.

³⁵ De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.

¹ Da svarede Job og sagde:

² Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

³ Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

⁴ Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

⁵ Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

⁶ Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

⁷ Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

⁸ Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

¹⁰ De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

¹¹ Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

¹² Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

¹³ Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

¹⁴ Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

¹⁵ Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

¹⁶ Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

¹⁷ skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

¹⁸ O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

¹⁹ Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

²⁰ Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

²¹ at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

²² Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

¹ Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.

² Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?

³ Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?

⁴ Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.

⁵ Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.

⁶ Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.

⁷ Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.

⁸ For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.

⁹ Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

¹⁰ Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.

¹¹ Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.

¹² De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.

¹³ Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket.

¹⁴ Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

¹⁵ Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?

¹⁶ Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.

¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

³ Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne?

⁴ O du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted?

⁵ Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne.

⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.

⁷ Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham.

⁸ Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net;

⁹ Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham;

¹⁰ Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien;

¹¹ Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;

¹² hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side.

¹³ Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære.

¹⁴ Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge.

¹⁵ Der skal bo i hans Telt, hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.

¹⁶ Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres.

¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.

¹⁹ Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.

²⁰ Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag¹, og de gamle skulle betages af Forfærdelse.

1. d. e. hans Undergangs Dag. Ez. 21, 25.

²¹ Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.

¹ Men Job svarede og sagde:

² Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

³ I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

⁴ Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

⁵ Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

⁶ saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

⁷ Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

⁸ Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

⁹ Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

¹⁰ Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

¹¹ og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

¹² Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

¹³ Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

¹⁴ Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

¹⁵ De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

¹⁶ Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

¹⁷ Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

¹⁸ Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

¹⁹ Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

²⁰ Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

²¹ Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

²² Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?¹

1. d. e. af at bagtale, anklage mig.

²³ Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

²⁴ ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

²⁵ Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

²⁸ Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

²⁹ Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

¹ Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

² Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.

³ Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.

⁴ Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

⁶ Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,

⁷ saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han?

⁸ Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.

⁹ Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.

¹⁰ Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.

¹¹ Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.

¹² Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,

¹³ vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:

¹⁴ Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.

¹⁵ Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.

¹⁶ Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham.

¹⁷ Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk.

¹⁸ Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.

¹⁹ Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.

²⁰ Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.

²¹ Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.

²² Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.

²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

²⁴ Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.

²⁵ Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.

²⁶ Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.

²⁷ Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.

²⁸ Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.

²⁹ Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

¹ Men Job svarede og sagde:

² hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!

³ Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!

⁴ Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?

⁵ Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!

⁶ Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.

⁷ Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?

⁸ Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.

⁹ Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.

¹⁰ Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.

¹¹ De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.

¹² De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.

¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.

¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.

¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

¹⁶ Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.

¹⁷ Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?

¹⁸ Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?

¹⁹ „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.

²⁰ Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.

²¹ Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?

²² Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?

²³ Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;

²⁴ hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.

²⁵ Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.

²⁶ De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.

²⁷ Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;

²⁸ thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?

²⁹ Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,

³⁰ at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?

³¹ „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?

³² Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.

³³ I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟

³⁴ Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.

¹ Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

² Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.

³ Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?

⁴ Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?

⁵ Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?

⁶ Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.

⁷ Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.

⁸ Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.

⁹ Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.

¹⁰ Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.

¹¹ Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?

¹² Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

¹⁴ Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.

¹⁵ Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,

¹⁶ de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;

¹⁷ de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.

¹⁸ Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.

¹⁹ De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:

²⁰ „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.

²¹ Kære, hold dig til ham¹, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.

1. Gud.

²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

²³ Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.

²⁴ Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:

²⁵ Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.

²⁶ Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.

²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.

²⁸ Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.

²⁹ Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.

³⁰ Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.

¹ Men Job svarede og sagde:

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!

⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.

⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.

⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

⁸ Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.

⁹ Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

¹¹ Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.

¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

¹⁴ Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.

¹⁵ Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.

¹⁶ Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,

¹⁷ fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.

¹ Hvorfor ere Tider¹ ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?

1. d. e. Straffetider.

² Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;

³ man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;

⁴ man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.

⁵ Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.

⁶ De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.

⁷ Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.

⁸ De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.

⁹ Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.

¹⁰ Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.

¹¹ De udperse Olie inden for hines¹ Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.

1. d. e. deres Herrers.

¹² Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.

¹³ Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.

¹⁴ Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.

¹⁵ Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.

¹⁶ I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset

¹⁷ Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.

¹⁸ Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.

¹⁹ Tørhed, ja Hede borttager Snevand: Dødsriget dem, som have syndet.

²⁰ Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;

²¹ han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.

²² Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.

²³ Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.

²⁴ De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.

²⁵ Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?

¹ Men Bildad, Sukiten, svarede og sagde:

² Hos ham er Herskermagt og Rædsel; han skaber Fred i sine høje Boliger.

³ Mon der være Tal paa hans Tropper? og over hvem opgaar ikke hans Lys?

⁴ Hvorledes kan da et Menneske være retfærdigt for Gud? og hvorledes kan den, som er født af en Kvinde, være ren?

⁵ Se, selv Maanen skinner ikke klar, og Stjernerne ere ikke rene for hans Øjne.

⁶ Hvor meget mindre Mennesket, den Orm, og Menneskets Barn, den Maddike.

¹ Da svarede Job og sagde:

² Hvad har du hjulpet den, som ingen Kraft havde? frelste du den Arm, som ingen Styrke havde?

³ Hvorledes raadede du den, som ingen Visdom havde, og kundgjorde Indsigt til Overflod?

⁴ For hvem har du kundgjort Tale, og hvis Aande talte ud af dig?

⁵ Dødningerne bæve neden under Vandene og deres Beboere.

⁶ Dødsriget ligger blottet¹ for ham, og Afgrunden har intet Skjul.

1. d. e. for Gud.

⁷ Han udbreder Norden over det øde, han hænger Jorden paa intet.

⁸ Han binder Vandet sammen i sine Skyer, dog brister Skydækket ikke under dem.

⁹ Han lukker for sin Trone, han udbreder sin Sky over den.

¹⁰ Han har draget en Grænse oven over Vandene indtil der, hvor Lyset ender i Mørke.

¹¹ Himmelens Piller skælve og forfærdes for hans Trusel.

¹² Ved sin Kraft oprører han Havet, og med sin Forstand bryder han dets Hovmod.

¹³ Ved hans Aande blive Himlene dejlige; hans Haand gennemborer den flygtende Slange.

¹⁴ Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vældes Torden — hvo forstaar den!

¹ Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

² Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

³ — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

⁴ skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

⁵ Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

⁶ Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

⁷ Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

¹⁰ Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

¹¹ Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

¹² Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

¹³ Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

¹⁴ Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

¹⁵ De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden¹, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

1. d. e. Pesten.

¹⁶ Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

¹⁷ da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

¹⁸ Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

¹⁹ Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

²⁰ Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

²¹ Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

²² Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

²³ Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

¹ Thi Sølvet har sit Sted, hvorfra det kommer, og Guldet, man renser, har sit Sted.

² Jern hentes af Støvet og Stene, som smeltes til Kobber.

³ Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge.

⁴ Man bryder en Skakt ned fra Jordboen; forglemte af Vandrerens Fod hænge de, borte fra Mennesker svæve de.

⁵ Af Jorden fremkommer Brød, men indeni omvæltes den som af Ild.

⁶ Dens Stene ere Safirens Sted, og den har Guldstøv i sig.

⁷ Stien derhen har ingen Rovfugl kendt, ingen Skades Øjne set.

⁸ De stolte Dyr have ikke betraadt den, og ingen Løve har gaaet ad den.

⁹ Man lægger Haand paa den haarde Flint, man omvælter Bjerge fra Roden af.

¹⁰ Man udhugger Gange i Klipperne, og Øjet ser alt det dyrebare.

¹¹ Man binder for Strømmene, saa at ikke en Draabe siver ud, og fører de skjulte Ting frem til Lyset.

¹² Men Visdommen — hvorfra vil man finde den? og hvor er Indsigtens Sted?

¹³ Et Menneske kender ikke dens Værdi, og den findes ikke i de levendes Land.

¹⁴ Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.

¹⁵ Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Værdi opvejes med Sølv.

¹⁶ Den kan ikke opvejes med Guld fra Ofir, ej heller med den dyrebare Onyks og Safir.

¹⁷ Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld.

¹⁸ Koraller og Ædelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler.

¹⁹ Topazer af Morland kunne ikke vurderes lige imod den; den kan ikke opvejes med det rene Guld.

²⁰ Men Visdommen — hvorfra kommer den? og hvor er Indsigtens Sted?

²¹ Den er skjult for alle levendes Øjne, den er og dulgt for Fuglene under Himmelen.

²² Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren.

²³ Gud forstaar dens Vej, og han kender dens Sted.

²⁴ Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen.

²⁵ Der han gav Vinden sin Vægt og bestemte Vandet dets Maal,

²⁶ der han satte en Lov for Regnen og en Vej for Lynet, som gaar foran Torden,

²⁷ da saa han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den.

²⁸ Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.

¹ Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

² Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

³ da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

⁴ som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

⁵ da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

⁶ da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

⁷ da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

⁸ De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

⁹ De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

¹⁰ Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

¹¹ Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

¹² Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

¹³ Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

¹⁴ Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

¹⁵ Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

¹⁶ Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

¹⁷ Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

¹⁸ Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

¹⁹ Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

²⁰ Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

²¹ De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

²² Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

²³ de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

²⁴ Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

²⁵ Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

¹ Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

² Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

³ De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

⁴ de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

⁵ de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

⁶ de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

⁷ imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

⁸ Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

⁹ Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

¹⁰ De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

¹¹ Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

¹² Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

¹³ de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

¹⁴ de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

¹⁵ Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

¹⁶ Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

¹⁷ Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

¹⁸ Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

²⁰ Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

²¹ Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

²² Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

²⁴ Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

²⁵ Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

²⁶ Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

²⁷ Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

²⁸ Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

²⁹ Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

³⁰ Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

³¹ Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

¹ Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

² Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

³ Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

⁴ Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

⁵ Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

⁶ — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

⁷ dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

⁸ Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

⁹ Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

¹⁰ Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

¹¹ Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

¹² thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

¹³ Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

¹⁴ — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

¹⁵ har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

¹⁶ dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

¹⁷ og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

¹⁸ — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

¹⁹ dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

²⁰ dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

²¹ dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

²² Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

²⁴ Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

²⁵ dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

²⁶ dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

²⁷ og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand¹:

1. til at bedrive Afguderi.

²⁸ — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

²⁹ dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

³⁰ — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

³¹ dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?¹

1. d. e. som ikke har faaet Mad hos ham.

³² — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

³³ dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

³⁴ fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

³⁶ sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

³⁸ Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

³⁹ dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

⁴⁰ Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

¹ Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.

² Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.

³ Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

⁴ Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.

⁵ Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.

⁶ Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.

⁷ Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!

⁸ Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.

⁹ De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.

¹⁰ Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

¹¹ Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.

¹² Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,

¹³ at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.

¹⁴ Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.

¹⁵ De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.

¹⁶ Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.

¹⁷ Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

¹⁸ Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.

¹⁹ Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.

²⁰ Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.

²¹ Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;

²² thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!

² Se nu, jeg har opladt min Mund, min Tunge taler allerede ved min Gane.

³ Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læber skulle udtale rent det, som jeg ved.

⁴ Guds Aand har skabt mig, og den Almægtiges Aande gør mig levende.

⁵ Dersom du kan, saa giv mig Svar; rust dig for mit Ansigt og fremstil dig!

⁶ Se, jeg er ligesom du over for Gud, ogsaa jeg er dannet af Ler.

⁷ Se, Rædsel for mig skal ikke forfærde dig, og intet Tryk fra mig skal være svart over dig.

⁸ Men du sagde for mine Øren, og jeg hørte Talen, som lød:

⁹ Jeg er ren, uden Overtrædelse, jeg er skyldfri, og der er ingen Misgerning hos mig.

¹⁰ Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander;

¹¹ han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier.

¹² Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske.

¹³ Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger?

¹⁴ Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa.

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Sengen,

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem

¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,

¹⁸ for at spare hans Sjæl fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Sværd.

¹⁹ Han straffes ogsaa med Pine paa sit Leje og med vedholdende Uro i hans Ben,

²⁰ saa at hans Liv væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad;

²¹ hans Kød fortæres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke;

²² og hans Sjæl kommer nær til Graven og hans Liv nær til de dræbende Magter.

²³ Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, en af de tusinde, til at kundgøre Mennesket hans rette Vej:

²⁴ Saa skal Gud forbarme sig over ham og sige: Befri ham, at han ikke farer ned i Graven; jeg har faaet Løsepenge;

²⁵ da skal hans Kød blive kraftigt mere end i den unge Alder; sin Ungdoms Dage skal han faa igen.

²⁶ Han skal bede til Gud, og denne skal være ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfærdighed.

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt.

²⁸ Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset.

²⁹ Se, alle disse Ting gør Gud to, tre Gange ved en Mand

³⁰ for at føre hans Sjæl tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys.

³¹ Mærk det, Job! hør mig; ti stille, og jeg vil tale.

³² Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret.

³³ Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg lære dig Visdom!

¹ Fremdeles svarede Elihu og sagde:

² Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;

³ thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.

⁴ Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.

⁵ Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.

⁶ Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.

⁷ Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand

⁸ og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?

⁹ Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.

¹⁰ Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.

¹¹ Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.

¹² Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.

¹³ Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.

¹⁴ Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:

¹⁵ Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.

¹⁶ Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!

¹⁷ Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?

¹⁸ Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!

¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

²⁰ De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.

²¹ Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.

²² Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.

²³ Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.

²⁴ Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.

²⁵ Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;

²⁶ han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.

²⁷ Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,

²⁸ for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.

²⁹ Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

³⁰ Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.

³¹ Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?

³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

³³ Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!

³⁴ Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:

³⁵ „Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.

³⁶ O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!

³⁷ thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne¹ og gør mange Ord imod Gud.

1. d. e. hoverer.

¹ Og Elihu svarede fremdeles og sagde:

² Holder du dette for Ret — du sagde jo: Jeg er retfærdigere end Gud —

³ at du siger: Hvad gavner det dig? hvad Gavn har jeg deraf, fremfor om jeg syndede?

⁴ Jeg vil give Svar til dig og til dine Venner med dig:

⁵ Sku Himmelen og se og betragt Skyerne; de ere højt over dig.

⁶ Dersom du har syndet, hvad kan du gøre imod ham? og ere dine Overtrædelser mange, hvad kan du volde ham?

⁷ Dersom du er retfærdig, hvad kan du give ham? eller hvad skal han modtage af din Haand?

⁸ Et Menneske, som du er, vedkommer din Ugudelighed, og et Menneskes Barn din Retfærdighed.

⁹ Over de mangfoldige Undertrykkelser raaber man, skriger om Hjælp imod de mægtiges Arm.

¹⁰ Men ingen siger: Hvor er Gud, som skabte mig, han, som giver Lovsange om Natten;

¹¹ som belærer os fremfor Dyrene paa Jorden og gør os visere end Fuglene under Himmelen?

¹² Der raabe de, men han svarer ikke, for de ondes Hovmods Skyld.

¹³ Kun Forfængelighed hører Gud ikke, og den Almægtige agter ikke derpaa.

¹⁴ Ogsaa naar du siger, du skuer ham ikke, saa er Dommen alt for hans Ansigt, derfor vent paa ham!

¹⁵ Men nu, fordi hans Vrede ikke hjemsøger, og han ikke agter stort paa Overmodet:

¹⁶ Saa oplader Job sin Mund med Forfængelighed, han gør Ordene mangfoldige uden Forstand.

¹ Og Elihu blev ved og sagde:

² Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.

³ Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.

⁴ Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig¹ i hvad han ved, er hos dig.

1. Elihu mener sig selv hermed.

⁵ Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.

⁶ Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.

⁷ Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

⁸ Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,

⁹ da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

¹⁰ da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

¹¹ Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

¹² men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.

¹³ Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

¹⁴ Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.

¹⁵ Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

¹⁶ Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

¹⁷ Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.

¹⁸ Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!

¹⁹ Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

²⁰ Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

²¹ Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

²² Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

²³ Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

²⁴ Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;

²⁵ hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.

²⁶ Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

²⁷ Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,

²⁸ hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.

²⁹ Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?

³⁰ Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.

³¹ Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.

³² Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.

³³ Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.

¹ Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.

² Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.

³ Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.

⁴ Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem¹ ikke tilbage, naar hans Røst høres.

1. d. e. Lynstraalerne.

⁵ Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

⁶ Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.

⁷ Han forsegler¹ hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.

1. d. e. han forhindrer dem ved Storm og Regn, at de ej kunne arbejde paa Marken.

⁸ Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.

⁹ Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.

¹⁰ Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.

¹¹ Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.

¹² Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:

¹³ Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.

¹⁴ Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!

¹⁵ Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?

¹⁶ Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?

¹⁷ du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?

¹⁸ Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?

¹⁹ Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.

²⁰ Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?

²¹ Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.

²² Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.

²³ Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.

²⁴ Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.

¹ Derefter svarede Herren Job ud af Stormen og sagde:

² Hvo er den, som formørker Guds Raad med Tale uden Forstand.

³ Bind op om dine Lænder som en Mand, saa vil jeg spørge dig, og undervis du mig!

⁴ Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, hvis du har Indsigt?

⁵ Hvo har sat dens Maal? du ved det vel? eller hvo udstrakte Snoren over den?

⁶ Hvorpaa ere dens Piller nedsænkede? eller hvo har lagt dens Hjørnesten?

⁷ der Morgenstjerner sang til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Glæde.

⁸ Og hvo lukkede for Havet med Døre, der det brød frem, gik ud af Moders Liv,

⁹ der jeg gjorde Sky til dets Klædning og Mørke til dets Svøb,

¹⁰ der jeg afstak for det min Grænse og satte Stang og Døre for det

¹¹ og sagde: Hertil skal du komme og ikke længere; og her skal være sat Grænse for dine stolte Bølger?

¹² Har du i dine Dage givet Befaling til Morgenen? har du vist Morgenrøden dens Sted,

¹³ til at gribe Jorden ved dens Flige, saa at de ugudelige rystes bort fra den?

¹⁴ saa denne forvandler sig som Leret, hvori Seglet trykkes, og Tingene fremstille sig som i deres Klædebon,

¹⁵ og de ugudelige unddrages deres Lys, og den opløftede Arm sønderbrydes?

¹⁶ Er du kommen til Havets Kilder? og har du vandret paa Dybets Bund?

¹⁷ Have Dødens Porte opladt sig for dig? eller saa du Dødens Skygges Porte?

¹⁸ Har du overskuet Jordens Bredde? forkynd det, dersom du kender det alt sammen!

¹⁹ Hvor er Vejen did, hvor Lyset mon bo, og hvor er Mørkets Sted,

²⁰ at du kunde bringe det til dets Landemærke, og at du kendte Stierne til dets Hus?

²¹ Du ved det; thi den Gang blev du jo født, og dine Dages Tal er stort!

²² Er du kommen til Forraadskamrene for Sneen, eller saa du Forraadskamrene for Hagelen,

²³ hvilke jeg har sparet til Trængsels Tid, til Strids og Krigs Dag.

²⁴ Hvor er den Vej, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvejret spreder sig over Jorden?

²⁵ Hvo brød Render til Vandskyl og Vej til Lynet, som gaar foran Torden,

²⁶ for at lade regne paa det Land, hvor ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,

²⁷ for at mætte de øde og ødelagte Steder og bringe Græsbunden til at spire?

²⁸ Har Regnen vel en Fader? eller hvo har avlet Duggens Draaber?

²⁹ Af hvis Moderliv er Frost udgangen? og hvo fødte Rimfrost under Himmelen?

³⁰ Vandet skjuler sig, som var det en Sten, og Dybets Overflade slutter sig sammen.

³¹ Kan du knytte Syvstjernens Baand, eller løse Orions Reb?

³² Kan du lade Dyrekredsens Stjerner komme frem til deres Tid? eller føre Bjørnen¹ med dens Unger frem?

1. d. e. Stjernebilledet.

³³ Kender du Himmelens Love? eller kan du bestemme dens Herredømme over Jorden?

³⁴ Kan du opløfte din Røst til Skyen, at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?

³⁵ Kan du udlade Lynene, at de fare frem, og at de sige til dig: Se, her ere vi?

³⁶ Hvo lagde Visdom i Hjertets Inderste? eller hvo gav Forstand i Tanken?

³⁷ Hvo kan tælle Skyerne med Visdom? og hvo kan udgyde Himmelens Vandbeholdere,

³⁸ idet Støv løber sammen til en Støbning, og Jordklumperne hænge ved hverandre?

¹ Kan du jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed,

² naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure?

³ Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde?

⁴ Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

⁵ Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

⁶ De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

⁷ Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

⁸ Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

⁹ hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

¹⁰ Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

¹¹ Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

¹² Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

¹³ Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

¹⁴ Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

¹⁵ Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

¹⁶ Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

¹⁷ Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

¹⁸ og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

¹⁹ Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

²⁰ Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

²¹ Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

²² Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

²³ Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

²⁴ Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

²⁵ Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

²⁶ Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

²⁷ Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

²⁸ Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

²⁹ Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

³⁰ Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.

¹ Og Herren svarede Job ud af Stormen og sagde:

² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!

³ Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at være uretfærdig, for at du kan være retfærdig?

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyn som han?

⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁶ Udgyd din overstrømmende Vrede, og se til hver en hovmodig, og ydmyg ham!

⁷ Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted!

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

⁹ Og da vil ogsaa jeg bekende om dig, at din højre Haand kan frelse dig.

¹⁰ Se dog Behemoth¹, som jeg skabte saavel som dig, den æder Græs som en Okse.

1. d. e. Nilhesten.

¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler.

¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ; dens Boves Sener ere sammenslyngede.

¹³ Benene i den ere som Kobberrør, dens Knogler ligesom en Jernstang.

¹⁴ Den er den første iblandt Guds Skabninger; han, som skabte den, rakte den dens Sværd.

¹⁵ Thi Bjergene bære Foder til den, og alle vilde Dyr paa Marken lege der.

¹⁶ Den ligger under Lotusbuske i Skjul af Rør og Dynd.

¹⁷ Lotusbuske dække den med Skygge; Piletræerne ved Bækken omgive den.

¹⁸ Se, Floden bliver vældig, men den flygter ej; den er tryg, om end Jordan svulmede op og naaede dens Mund.

¹⁹ Kan nogen fange den lige for dens Øjne eller trække et Reb igennem dens Næse?

²⁰ Kan du trække Leviathan¹ op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?

1. d. e. Krokodillen. Ps. 74, 14.

²¹ Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?

²² Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?

²³ Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?

²⁴ Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger? Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd? Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner? Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere. Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?

¹ Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?

² — Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —

³ jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.

⁴ Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?

⁵ Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.

⁶ Dens Skjoldes¹ Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.

1. d. e. Skæl.

⁷ Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.

⁸ Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.

⁹ Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.

¹⁰ Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.

¹¹ Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.

¹² Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.

¹³ Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.

¹⁴ Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.

¹⁵ Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.

¹⁶ Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.

¹⁷ Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.

¹⁸ Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.

¹⁹ Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.

²⁰ Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.

²¹ Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.

²² Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.

²³ Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.

²⁴ Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.

²⁵ Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.

¹ Da svarede Job Herren og sagde:

² Jeg ved, at du formaar alting, og at ingen Tanke er dig forment.

³ „Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand‟? — Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte.

⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!

⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig.

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

⁷ Og det skete, efter at Herren havde talt disse Ord til Job, da sagde Herren til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom Herren havde sagt til dem; og Herren ansaa Jobs Person.

¹⁰ Og Herren vendte Jobs Fangenskab,¹ der han havde bedet for sine Venner; og Herren forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte.

1. d. e. lod hans Ylykke ophøre. k. 8, 7.

¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som Herren havde ladet komme over ham; og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld.

¹² Og Herren velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder.

¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre.

¹⁴ Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk.

¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder som Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre.

¹⁶ Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt.

¹⁷ Og Job døde, gammel og mæt af Dage.