¹ Men Job svarede og sagde:

² Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!

⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.

⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.

⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

⁸ Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.

⁹ Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

¹¹ Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.

¹² Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

¹⁴ Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.

¹⁵ Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.

¹⁶ Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,

¹⁷ fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.