¹ Hvorfor ere Tider¹ ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?

1. d. e. Straffetider.

² Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;

³ man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;

⁴ man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.

⁵ Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.

⁶ De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.

⁷ Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.

⁸ De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.

⁹ Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.

¹⁰ Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.

¹¹ De udperse Olie inden for hines¹ Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.

1. d. e. deres Herrers.

¹² Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.

¹³ Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.

¹⁴ Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.

¹⁵ Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.

¹⁶ I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset

¹⁷ Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.

¹⁸ Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.

¹⁹ Tørhed, ja Hede borttager Snevand: Dødsriget dem, som have syndet.

²⁰ Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;

²¹ han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.

²² Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.

²³ Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.

²⁴ De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.

²⁵ Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?