¹ Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

² Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

³ saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

⁴ Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

⁵ Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

⁶ Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

⁷ Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

⁸ Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

⁹ En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen.

¹⁰ Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

¹² Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

¹³ Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

¹⁴ da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

¹⁵ saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

¹⁷ Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

¹⁸ og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

¹⁹ Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

²⁰ Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

²¹ Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.