¹ Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

² Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

³ De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

⁴ de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

⁵ de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

⁶ de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

⁷ imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

⁸ Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

⁹ Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

¹⁰ De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

¹¹ Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

¹² Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

¹³ de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

¹⁴ de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

¹⁵ Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

¹⁶ Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

¹⁷ Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

¹⁸ Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

²⁰ Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

²¹ Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

²² Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

²⁴ Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

²⁵ Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

²⁶ Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

²⁷ Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

²⁸ Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

²⁹ Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

³⁰ Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

³¹ Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.