¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

³ Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne?

⁴ O du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted?

⁵ Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne.

⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.

⁷ Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham.

⁸ Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net;

⁹ Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham;

¹⁰ Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien;

¹¹ Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;

¹² hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side.

¹³ Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære.

¹⁴ Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge.

¹⁵ Der skal bo i hans Telt, hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.

¹⁶ Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres.

¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.

¹⁹ Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.

²⁰ Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag¹, og de gamle skulle betages af Forfærdelse.

1. d. e. hans Undergangs Dag. Ez. 21, 25.

²¹ Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.