¹ Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;

² at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.

³ Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.

⁴ Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.

⁵ Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget.

⁶ For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.

⁷ Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.

⁸ Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,

⁹ at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;

¹⁰ at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;

¹¹ saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,

¹² og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?

¹³ saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.

¹⁴ Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.

¹⁵ Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!

¹⁶ Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?

¹⁷ Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.

¹⁸ Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

¹⁹ en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.

²⁰ Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?

²¹ Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.

²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.

²³ Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.