¹ Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

² Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

³ Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

⁴ Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

⁵ Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

⁶ Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

⁷ Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

⁸ Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

⁹ Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

¹⁰ Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

¹¹ sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

¹² Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

¹³ Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

¹⁴ Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

¹⁵ Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

¹⁶ Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

¹⁹ Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

²⁰ Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

²¹ Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

²² Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

²³ Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

²⁴ Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.