¹ Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!

² Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,

³ dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.

⁴ Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

⁵ Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

⁶ paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

⁷ og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;

⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

⁹ Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.

¹⁰ De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

¹¹ Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

¹² For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

¹³ Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.

¹⁴ Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.

¹⁵ Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.

¹⁶ Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.

¹⁷ Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.

¹⁸ Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.

¹⁹ Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?

²⁰ Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

²¹ Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,

²² fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

²³ Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.

²⁴ Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.

²⁵ Hver aad de stærkes¹ Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.

1. d. e. Englenes.

²⁶ Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

²⁷ Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.

²⁸ Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.

²⁹ Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.

³⁰ De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

³¹ Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

³² Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.

³³ Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

³⁷ Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

³⁸ Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

³⁹ Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.

⁴⁰ Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

⁴¹ Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

⁴² De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;

⁴³ da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;

⁴⁴ da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;

⁴⁵ og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

⁴⁶ og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;

⁴⁷ han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

⁴⁸ og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

⁴⁹ han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

⁵⁰ han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

⁵¹ og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;

⁵² men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

⁵³ og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.

⁵⁴ Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;

⁵⁵ og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.

⁵⁶ Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

⁵⁷ Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

⁵⁸ Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

⁵⁹ Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.

⁶¹ Og han gav sin Magt¹ i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

1. d. e. Pagtens Ark. 1 Sam. 4, 21.

⁶² Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

⁶³ Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.

⁶⁴ Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

⁶⁵ Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.

⁶⁶ Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.

⁶⁷ Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;

⁶⁸ men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

⁶⁹ Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.

⁷⁰ Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.

⁷² Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.