¹ Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.

² Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.

³ Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

⁴ Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.

⁵ Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.

⁶ Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.

⁷ Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.

⁸ Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.

⁹ Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

¹⁰ Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.

¹¹ Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.

¹² Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

¹³ Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

¹⁴ Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.

¹⁵ Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke

¹⁶ og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.

¹⁷ Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.

¹⁸ Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.

¹⁹ Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

²⁰ Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

²¹ Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:

²² Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

²³ Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

²⁴ Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

²⁵ Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.

²⁶ Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

²⁷ Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.

²⁸ Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

²⁹ Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.

³⁰ Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.

³¹ Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

³² Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

³³ Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

³⁴ For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,

³⁵ for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,

³⁶ for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.

³⁷ Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

³⁸ Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

³⁹ Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!

⁴⁰ Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!

⁴¹ Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!

⁴² Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.

⁴³ Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,

⁴⁴ Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

⁴⁵ Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.

⁴⁶ Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

⁴⁷ Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.

⁴⁸ Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

⁴⁹ Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,

⁵⁰ indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.

⁵¹ Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

⁵² Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

⁵³ De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.

⁵⁴ Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

⁵⁵ Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.

⁵⁶ Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

⁵⁷ Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

⁵⁸ Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

⁵⁹ Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!

⁶⁰ Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.

⁶¹ Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,

⁶² mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.

⁶³ Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.

⁶⁴ Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.

⁶⁵ Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.

⁶⁶ Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.