¹ Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.

² Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.

³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem.

⁴ Og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige.

⁵ Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.

⁶ Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale paa hans eget Maal.

⁷ Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: „Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?

⁸ Hvor kunne vi da høre dem tale, hver paa vort eget Maal, hvori vi ere fødte,

⁹ Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,¹

1. d. e.: den vestlige Del af Lilleasien, jfr. Ap. G. 6,9. Ap. G. 16,6. Ap. G. 19,10.22.26.27.31. Ap.G. 20,4.16.18. Ap. G. 21,27. Ap. G. 24,18. Ap. G. 27,2. Rom 16,5. 1 Kor. 16,9. 2 Kor. 1,8. 2 Tim. 1,15. 1 Pet. 1,1. Aab. 1,4.11.

¹⁰ i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,

¹¹ Jøder og Proselyter,¹ Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemaal?‟

1. den jødiske Tros Tilhængere, som ikke ere Jøder af Fødsel.

¹² Og de forbavsedes alle og vare tvivlraadige og sagde den ene til den anden: „Hvad kan dette være?‟

¹³ Men andre sagde spottende: „De ere fulde af sød Vin.‟

¹⁴ Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: „I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner Øre til mine Ord!

¹⁵ Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time¹ paa Dagen;

1. Klokken 9 Formiddag.

¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel:

¹⁷ „Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.

¹⁸ Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere.

¹⁹ Og jeg vil lade ske Undere paa Himmelen oventil og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.

²⁰ Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.

²¹ Og det skal ske, enhver, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.‟ —

²² I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,

²³ ham, som efter Guds bestemte Raadslutning og Forudviden var bleven forraadt, ham have I ved lovløses Haand korsfæstet og ihjelslaaet.

²⁴ Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.

²⁵ Thi David siger med Henblik paa ham: „Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Haand, for at jeg ikke skal rokkes.

²⁶ Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, ogsaa mit Kød skal bo i Haab;

²⁷ thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forraadnelse.

²⁸ Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Aasyn.‟

²⁹ I Mænd, Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.

³⁰ Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde paa hans Trone,

³¹ talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller saa hans Kød Forraadnelse.

³² Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.

³³ Efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre.

³⁴ Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,

³⁵ indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.‟

³⁶ Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og til Kristus.‟

³⁷ Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: „I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?‟

³⁸ Men Peter sagde til dem: „Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle faa den Helligaands Gave.

³⁹ Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, saa mange som Herren vor Gud vil tilkalde.‟

⁴⁰ Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: „Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!‟

⁴¹ De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

⁴² Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.

⁴³ Men der kom Frygt over enhver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.

⁴⁴ Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.

⁴⁵ Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.

⁴⁶ Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,

⁴⁷ idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.