¹ Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus.

² Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

³ „At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.

⁴ Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig.

⁵ Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti,

⁶ ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da ogsaa [og vilde have dømt ham efter vor Lov.

⁷ Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder

⁸ og bød hans Anklagere komme til dig].¹ Af ham kan du selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.‟

1. De indklamrede Ord i v. 6-8 mangle i de vigtigste Haandskrifter.

⁹ Men ogsaa Jøderne stemmede i med og paastode, at dette forholdt sig saaledes.

¹⁰ Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: „Efterdi jeg ved, at du i mange Aar har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,

¹¹ da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.

¹² Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden.

¹³ Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.

¹⁴ Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud saaledes, at jeg tror paa alt det, som staar i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne,

¹⁵ og har det Haab til Gud, som ogsaa disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse baade af retfærdige og af uretfærdige.

¹⁶ Derfor øver ogsaa jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

¹⁷ Men efter flere Aars Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre,

¹⁸ hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien,

¹⁹ og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget paa mig at sige.

²⁰ Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Raadet,

²¹ uden det skulde være dette ene Ord, som jeg raabte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse.‟

²² Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: „Naar Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg paakende eders Sag.‟

²³ Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke maatte forbyde nogen af hans egne at gaa ham til Haande.

²⁴ Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen paa Kristus Jesus.

²⁵ Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet og svarede: „Gaa for denne Gang; men naar jeg faar Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.‟

²⁶ Tillige haabede han ogsaa, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham ogsaa oftere hente og samtalede med ham.

²⁷ Men da to Aar vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.