¹ Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus

² og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: „Fik I den Helligaand, da I bleve troende?‟ Men de sagde til ham: „Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligaand.‟

³ Og han sagde: „Hvortil bleve I da døbte?‟ Men de sagde: „Til Johannes's Daab.‟

⁴ Da sagde Paulus: „Johannes døbte med Omvendelses-Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det er paa Jesus.‟

⁵ Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.

⁶ Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, og de talte i Tunger og profeterede.

⁷ Men de vare i det hele omtrent tolv Mænd.

⁸ Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Maaneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.

⁹ Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.

¹⁰ Men dette varede i to Aar, saa at alle, som boede i Asien, baade Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.

¹¹ Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder,

¹² saa at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Aander fore ud.

¹³ Men ogsaa nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, idet de sagde: „Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.‟

¹⁴ Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst.

¹⁵ Men den onde Aand svarede og sagde til dem: „Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?‟

¹⁶ Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overmandede dem begge og fik saadan Magt over dem, at de flygtede nøgne og saarede ud af Huset.

¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, baade Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,

¹⁸ og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.

¹⁹ Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge¹ værd.

1. d. e. Drakmer, se Luk 15,8.

²⁰ Saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

²¹ Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Aanden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og saa drage til Jerusalem, og han sagde: „Efter at jeg har været der, bør jeg ogsaa se Rom.‟

²² Og han sendte to af dem, som gik ham til Haande, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

²³ Men paa den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.

²⁴ Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.

²⁵ Disse samlede han tillige med de med saadanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: „I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.

²⁶ Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.

²⁷ Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.‟

²⁸ Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og raabte og sagde: „Stor er Efesiernes Artemis!‟

²⁹ Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Kajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig.

³⁰ Men da Paulus vilde gaa ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.

³¹ Men ogsaa nogle af Asiarkerne,¹ som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.

1. d. e. Mænd, udvalgt til at forestaa de offentlige Kamplege i Provinsen Asien.

³² Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen.

³³ Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

³⁴ Men da de fik at vide, at han var en Jøde, raabte de alle med een Røst i omtrent to Timer: „Stor er Efesiernes Artemis!‟

³⁵ Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: „I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?

³⁶ Naar altsaa dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.

³⁷ Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.

³⁸ Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!

³⁹ Men have I noget Forlangende om andre Sager, saa vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.

⁴⁰ Vi staa jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Aarsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre Regnskab.‟

⁴¹ Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.