¹ Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:

² „Paa Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.

³ Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.

⁴ Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem paa Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger.

⁵ Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne paa deres Klæder store.

⁶ Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Maaltiderne og paa de fornemste Pladser i Synagogerne

⁷ og lade sig hilse paa Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.

⁸ Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre.

⁹ Og I skulle ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene.

¹⁰ Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus.

¹¹ Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.

¹² Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.

¹³ Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaa ikke derind, og dem, som ville gaa ind, tillade I det ikke.

¹⁴ [Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede paa Skrømt længe; derfor skulle I faa des haardere Dom.]¹

1. v. 14 mangler i de ældste Haandskrifter og staar i andre imellem v. 12 og 13. Det er vistnok her indført fra Mark 12,40. Luk. 20,47

¹⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og naar han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa slemt, som I selv ere.

¹⁶ Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet.

¹⁷ I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet?

¹⁸ Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpaa, han er forpligtet.

¹⁹ I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven?

²⁰ Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpaa.

²¹ Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri.

²² Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder paa den.

²³ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.

²⁴ I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!

²⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet, men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed.

²⁶ Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at ogsaa det udvendige af dem kan blive rent.

²⁷ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.

²⁸ Saaledes synes ogsaa I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.

²⁹ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:

³⁰ Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod.

³¹ Altsaa give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslaaet Profeterne.

³² Saa gører da ogsaa I eders Fædres Maal fuldt!

³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?

³⁴ Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad,

³⁵ for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.

³⁶ Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

³⁸ Se, eders Hus lades eder øde!

³⁹ Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!‟