¹ Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.

² Og da han traadte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Aand.

³ Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.

⁴ Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.

⁵ Og han var altid Nat og Dag i Gravene og paa Bjergene, skreg og slog sig selv med Stene.

⁶ Men da han saa Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham

⁷ og raabte med høj Røst og sagde: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.‟

⁸ Thi han sagde til ham: „Far ud af Manden, du urene Aand!‟

⁹ Og han spurgte ham: „Hvad er dit Navn?‟ Og han siger til ham: „Legion¹ er mit Navn; thi vi ere mange.‟

1. en romersk Hærafdeling paa omtrent 6000 Mand. Matth. 26,53.

¹⁰ Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.

¹¹ Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;

¹² og de¹ bade ham og sagde: „Send os i Svinene, saa vi maa fare i dem.‟

1. d. e. de urene Aander

¹³ Og han tilstedte dem det. Og de urene Aander fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen.

¹⁴ Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og paa Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.

¹⁵ Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde paaklædt og ved Samling, og de frygtede.

¹⁶ Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om Svinene.

¹⁷ Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.

¹⁸ Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han maatte være hos ham.

¹⁹ Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: „Gaa til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.‟

²⁰ Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

²¹ Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.

²² Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.

²³ Og han beder ham meget og siger: „Min lille Datter er paa sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, for at hun maa frelses og leve!‟

²⁴ Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

²⁵ Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar,

²⁶ og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.

²⁷ Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.

²⁸ Thi hun sagde: „Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.‟

²⁹ Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredet fra sin Plage.

³⁰ Og straks da Jesus mærkede paa sig selv, at den Kraft var udgaaet fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: „Hvem rørte ved mine Klæder?‟

³¹ Og hans Disciple sagde til ham: „Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?‟

³² Og han saa sig om for at se hende, som havde gjort dette.

³³ Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

³⁴ Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred, og vær helbredet fra din Plage!‟

³⁵ Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: „Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?‟

³⁶ Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: „Frygt ikke, tro blot!‟

³⁷ Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

³⁸ Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.

³⁹ Og han gaar ind og siger til dem: „Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.‟

⁴⁰ Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og gaar ind, hvor Barnet var.

⁴¹ Og han tager Barnet ved Haanden og siger til hende: „Talitha kumi!‟ hvilket er udlagt: „Pige, jeg siger dig, staa op!‟

⁴² Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de bleve straks overmaade forfærdede.

⁴³ Og han bød dem meget, at ingen maatte faa dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.