¹ Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,

² saaledes som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os:

³ saa har ogsaa jeg besluttet, efter nøje at have gennemgaaet alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!

⁴ for at du kan erkende Paalideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

⁵ I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.

⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter.

⁷ Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder.

⁸ Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud,

⁹ tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.

¹⁰ Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.

¹¹ Men en Herrens Engel viste sig for ham, staaende ved den højre Side af Røgelsealteret.

¹² Og da Sakarias saa ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.

¹³ Men Engelen sagde til ham: „Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

¹⁴ Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel;

¹⁵ thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligaand alt fra Moders Liv,

¹⁶ og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.

¹⁷ Og han skal gaa foran for ham i Elias's Aand og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket Folk.‟

¹⁸ Og Sakarias sagde til Engelen: „Hvorpaa skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder.‟

¹⁹ Og Engelen svarede og sagde til ham: „Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab.

²⁰ Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid.‟

²¹ Og Folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet.

²² Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum.

²³ Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus.

²⁴ Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Maaneder og sagde:

²⁵ „Saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saa til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker.‟

²⁶ Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth,

²⁷ til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.

²⁸ Og Engelen kom ind til hende og sagde: „Hil være dig, du benaadede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!‟

²⁹ Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen.

³⁰ Og Engelen sagde til hende: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud.

³¹ Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

³² Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone.

³³ Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.‟

³⁴ Men Maria sagde til Engelen: „Hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?‟

³⁵ Og Engelen svarede og sagde til hende: „Den Helligaand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.

³⁶ Og se, Elisabeth din Frænke, ogsaa hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

³⁷ Thi intet vil være umuligt for Gud.‟

³⁸ Men Maria sagde: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!‟ Og Engelen skiltes fra hende.

³⁹ Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda.

⁴⁰ Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.

⁴¹ Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligaand

⁴² og raabte med høj Røst og sagde: „Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt!

⁴³ Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig?

⁴⁴ Thi se, da din Hilsens Røst naaede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

⁴⁵ Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.‟

⁴⁶ Og Maria sagde: „Min Sjæl ophøjer Herren;

⁴⁷ og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser;

⁴⁸ thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig,

⁴⁹ fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt;

⁵⁰ og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

⁵¹ Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

⁵² Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.

⁵³ Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.

⁵⁴ Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed

⁵⁵ imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, saaledes som han talte til vore Fædre.‟

⁵⁶ Og Maria blev hos hende omtrent tre Maaneder, og hun drog til sit Hjem igen.

⁵⁷ Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

⁵⁸ Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.

⁵⁹ Og det skete paa den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.

⁶⁰ Og hans Moder svarede og sagde: „Nej, han skal kaldes Johannes.‟

⁶¹ Og de sagde til hende: „Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.‟

⁶² Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes.

⁶³ Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: „Johannes er hans Navn.‟ Og de undrede sig alle.

⁶⁴ Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.

⁶⁵ Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.