¹ Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.

² Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.

³ Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.

⁴ Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.

⁵ Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?

⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,

⁷ at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟

⁸ Og de kom hans Ord i Hu.

⁹ Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.

¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.

¹¹ Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

¹² Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³ Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier¹ fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.

1. Halvanden dansk Mil; en Stadie var 300 Alen. Matth. 14,24. Joh 6,19. Joh 11,18. Aab. 14,20. Aab. 21,16.

¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.

¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.

¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.

¹⁷ Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede.

¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟

¹⁹ Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;

²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

²¹ Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.

²² Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,

²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.

²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟

²⁵ Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!

²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟

²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.

²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.

²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem.

³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.

³¹ Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.

³² Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟

³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

³⁴ „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟

³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶ Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟

³⁷ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.

³⁸ Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?

³⁹ Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟

⁴⁰ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.

⁴¹ Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟

⁴² Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.¹

1. Nogle Haandskrifter tilføje her: og af en Honningkage.

⁴³ Og han tog det og spiste det for deres Øjne.

⁴⁴ Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟

⁴⁵ Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.

⁴⁶ Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,

⁴⁷ og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.

⁴⁸ I ere Vidner om disse Ting.

⁴⁹ Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟

⁵⁰ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.

⁵¹ Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.

⁵² Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

⁵³ Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.