¹ Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.

² Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟

³ Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:

⁴ Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟

⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟

⁷ Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.

⁸ Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.

¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.

¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.

¹³ Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.

¹⁴ Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.

¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?

¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟

¹⁷ Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

¹⁸ Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟

¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰ Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

²¹ Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟

²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?

²⁴ Viser mig en Denar;¹ hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟

1. se Matth. 18,28.

²⁵ Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟

²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷ Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

²⁸ „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

²⁹ Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

³⁰ Ligesaa den anden.

³¹ Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

³² Men til sidst døde ogsaa Hustruen.

³³ Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟

³⁴ Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

³⁵ men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

³⁶ Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

³⁷ Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

³⁸ Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟

³⁹ Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟

⁴⁰ Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

⁴² David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,

⁴³ indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

⁴⁴ Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟

⁴⁵ Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:

⁴⁶ „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,

⁴⁷ de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟